Man slår øjnene op, solen skinner og man bliver varmet af solens stråler, dejligt.
Men så er det, at der er noget, som er helt forkert.
Man kommer i tanke om, at det ikke er weekend, men tirsdag!!!
Hvorfor ringer vækkeuret ikke?
Har jeg glemt at sætte det til?
“Hvad er klokken?”
07:50, pis, vi har sovet over os.
Man får genoplivet Manden, som har været på natarbejde.
“Du bliver nød til at gå ind og vække børnene, vi har sovet over os, igen. Har du slukket for vækkeuret?”
Den ros skal han have, sjældent har jeg set ham komme så hurtigt ud af sengen.
Imens jeg får bluse på og forsøger at få bukser på, det første ben gik meget godt, imens det andet ben vælger at sætte sig fast i bukserne.
Fordi jeg også lige skulle prøve at tage sokker på samtidig og vælder ned på sengen.
Jeg får kigget op og de to små står i døren og er ved at flække af grin. Det har sikkert også været et kønt syn.
Men mit hoved tænker, hey, det var godt nok hurtigt, at de har fået tøj på.
Så kigger Oliver på mig og med det mest smørret grin, siger han, “nu kan vi ikke nå at komme i skole og børnehave, så vi holder fri i dag”.
Isabella begynder at grine og mine alarmklokker i hovedet begynder at ringe. De har en fest og en plan.
Imens jeg får viklet mig ud af bukserne og får dem på, kigger jeg på dem.
“hm, hvem har sagt, at I skal holde fri?”
“Det gør vi, for nu er det for sent at tage af sted. Jeg må jo ikke komme ind i klassen, hvis jeg kommer efter klokken har ringet, det siger læreren”, kommer det fra Oliver.
Jeg kigger på dem og spørger om, hvem af dem der har slukket for vækkeuret.
“Mig”, kommer det lige så stolt fra Isabella.
Hm, nå, vi har travlt og I skal af sted! “Nej, skal jeg ikke i skole”, siger Oliver.
“Jo, det kan kun gå for langsomt, klokken ringer om lidt i skolen.”
Hurtigt får jeg smurt et par madder til morgen mad og får lavet Olivers madpakke klar.
Oliver skulle så tage sin gymnastiktaske og sætte den på skoletasken.
Her går det så op for mig, at de har en plan B.
For nu kan Oliver ikke finde gymnastiktasken, som stod klar lige indenfor døren i går aftes, da jeg gik i seng.
Den lille orm har da tømt gymnastiktasken og hængt den på plads på knagen under de andre ting.
“Mor, jeg kan altså ikke gå i skole, når jeg ikke har gymnastiktaske med”, siger Oliver.
“Jo, du kan”. Så blev Manden sat på jagt efter tasken.
Tasken blev fundet og pakket igen. Oliver fik taget jakke og sko på og en mad i hånden og af sted med Manden til skole.
Pause, tænkte mit hoved og jeg så på klokken, 08:07. Hey, rekord og fik klappet mig selv lidt på skulderen.
Så er det bare at få Isabella klar til børnehaven.
Jeg tager en kop kaffe og sætter mig ned og kigger på Isabella.
Som kigger på mig og siger, “Mor, nu kan jeg ikke nå at komme i børnehave, så det er fri dag, må jeg ikke godt blive hjemme”. Med de bedste hunde øjne hun kan lave.
“Nej, min skat, mor skal arbejde og du skal over og lege i børnehaven.”
“Jamen, mor! Æv, jeg troede, at vores plan virkede”, siger hun meget skuffet.
Her leder jeg stadig efter kaffefløden, som på mystiks vis er forsvundet fra køleskabet sammen med mælken.
Jeg tænker, at jeg vælger at kommentere på hendes bemærkning og drejer samtalen over på den manglende mælk og kaffefløde.
Hun fortæller, at de var tørstige og havde blandet fløden og mælken sammen, fordi det smager godt.
Langsomt hen af samtalen forklare hun, at de har slukket for vækkeuret og taget tøj på og så har de leget. Men musse stille for, at de skulle ikke vække os.
Planen var at mor og far skulle sove så lang tid, vi kunne og så håbede de på, at de kunne holde fri.
Hold fest, hvor var det svært at holde masken og ikke flække af grin. De har godt nok været udspekuleret, de to små.
Men jeg får fundet en passende maske og forklaret hende, at det er ikke ok, at man slukker for vækkeuret og man skal vække mor, når man vågner, før hende.
Her går det så op for mig, at det er ikke kun vækkeuret, de har leget med.
For de har da også lukket deres kaniner ud i huset.
Og kaninerne, ja, de vil ikke ind i buret igen.
Så kommer Manden hjem, og man får forklaret ham, hvad de har lavet.
Isabella sidder spændt og venter på, hvad han siger.
Det må man give ham, han prøvede at holde masken, men meget kort, før han brød sammen af grin.
Imens kan man se på Isabella, at hendes plan ikke helt virker, som hun regnede med. For det er gået op for hende, at hun kommer i børnehave.
Så hun kører plan c i gang. “Jamen far, så vil jeg have neglelak på lige som Monica har i skole, for det har de andre piger også i børnehaven”.
“Det er altså snyd, at jeg ikke har, så jeg kan altså ikke gå i børnehave uden neglelak.”
Her kunne jeg godt høre, at der var lagt op til nye udfordringer, klokken var ved at være mange og vi skulle af sted.
Så mig over og finde en neglelak og få puttet den på hendes negle, inden de var færdige med samtalen.
Her går det så op for Isabella, at hun har fået neglelak på den ene hånd og hun stråler.
Mens Manden stadig prøver at forklare hende, at hun skal i børnehave.
Plan d. Det er så her, hvor Isabella tænker, hvad gør jeg så.
Så løber hun ind på Monicas værelse og henter en bamse.
Hun har fuldstædig styr på, at far stadig er træt, så vi prøver lige en gang til, for mig har hun nu opgivet.
“Far, jeg bliver altså nødt til at blive hjemme, for Monica har gået fra sin hundebamse og den kan ikke lide at være alene hjemme.”
“Den savner Monica så meget”, igen kommer hundeblikket frem i hendes øjne.
Men så er Manden vågnet op til dåd.
“Nej, Isabella, du kan ikke blive hjemme for at passe bamse. Den plejer at være alene hjemme, når Monica er i skole.”
” Men bamsen kan køre dig i børnehave, så passer vi på den til du kommer hjem.”
“Jamen far”, siger Isabella med sit bedste fedte for far ansigt. “Den bliver jo ked af det.”
” Nej, Isabella, jeg skal nok passe på den til, du kommer hjem”, siger Manden. “Kom, så finder vi din jakke og sko.”
Isabella bliver siddende, imens Manden forgæves leder efter jakken, som Isabella har bag ryggen.
Og hun bliver pænt sur, da jeg fortæller ham, at hun allerede har jakken.
Men hun havde da også lige en plan e.
Hun havde da gemt hendes sko, vi fandt dem dog hurtigere, end hun regnede med.
Så måtte hun jo pænt følge med ud til bilen sammen med bamsen.
Imens vi kører siger hun pludseligt.
“Øv, altså, hvor er I kedelige. Må jeg ikke godt blive hjemme?”
“Vi troede, at planen virkede, vi vil jo bare blive hjemme, fordi vi godt kan lide at hygge med jer og vi elsker jer. Der er så lang tid til næste ferie.”
“Vi elsker også jer, min skat, men voksne skal på arbejde og I skal passe jeres skole og børnehave.”
“Hvis man har fri hverdag, så vil man savne at komme ud og lege med de andre børn.”
“Ja, Mor, det er måske rigtigt.”
Hun løber da også pænt hen til børnehaven, hvor hun så kunne fortælle de voksne, hvad hun havde lavet om morgnen.
Her har vi pænt købt nyt vækkeur, fordi vi troede, at det gamle var gået i stykker, da der har været morgner vi ikke har hørt det. Så køber man et med to alarmer i for en sikkerhedsskyld. Men vi havde ikke indregnet, at de to små havde regnet ud, at når Monica nu skal meget tidligere op og far er på natarbejde. Så er der ikke lige nogen, som kan se, hvis man slukker for vækkeuret.
Nu er det heller ikke fordi, at vores børn overrender børnehaven og fritten, for de har faktisk rigtig meget fri. Så den, så jeg ikke lige komme. Men vi fik dem da af sted uden skrig og skrål og inden, at Oliver kom for meget for sent. Men det viser da, hvor meget børn i en alder af 7 og 4 kan regne deres forældre ud og planlægge planer. Selvom man er på barn tre og fire og tror, at man har styr på det hele, så kan de godt overraske en. Men nu kender mor planen og har taget sine forholdsregler, så det ikke sker igen. 😉
Børn er bare børn og helt ærligt, hvem vil ikke have en fri dag. Kærlighed kan vises på mange måder, og hvis man kan udtænke så mange planer som barn, så kan man kun føle sig elsket som forældre. Selv om dagen blev vent på hovedet, så fik vi da grinnet.
