hvorminsut

Skal vi eller skal vi ikke have dyr? Det er et spørgsmål tror jeg ikke, at vi er de eneste forældre, der har stillet os selv en del gange efter hånden.

Og her sidder jeg og skriver med en lille hundehvalp liggende ved mine fødder. Men det er ikke en beslutning, der bare er truffet fra den ene dag til den anden, men over flere år.

Når man, som vi, har en del børn, så har man lige som også prøvet at stå med en kanin eller fugl m.m. som man har købt til sine børn og så ender man med selv at passe det.

Eller også har man et barn, som virkelig går op i at passe dyret og være sammen med det.

Men i dag er der hård konkurrence fra tv og diverse spil, da der er langt flere muligheder end, da vi selv var børn.

Ej heller kan man vel helt forvente, at et lille barn helt forstår det med at passe et dyr eller gøre bur rent m.m. For dem er det stort nok bare at skulle passe ens skoletaske og lektier, det kan være mere end rigeligt for et lille hoved.

Så når man køber et dyr, skal man nok starte med, om man selv vil passe det og tage sig af det og hjælpe sit barn i stedet for. Det med at barnet selv skal passe det, sker ikke altid, men man kan være heldig, at ens barn kan rumme det.

De store børn her har ligesom haft deres tur med dyr og vi har taget vores tørn med at passe dyr, som forældre.

Vi har prøvet fugle, marsvin, kaniner, fisk, katte og hunde og var enlig nået til, at det var slut.

Men så får man to små børn, som også gerne vil have dyr og en næsten voksen pige, som også gerne vil have dyr.

Så står man igen i situationen, skal/skal ikke, for de lærer også noget godt ved at have et dyr og hjælpe med at passe det. De kan godt lide at få et ansvar og tiden sammen med dyret.

Men det skal også være et dyr, som passer ind i ens hverdag. Hvis man selv får stress eller bliver irriteret over dyret skal passes, så mærker børnene det også eller at det slet ikke siger, barnet noget at have et dyr. Så ender det bare med at gå op i hat og briller.

Men de fik en kat, den kat fik så bare lige killinger. Så i stedet for en kat ende vi op med 4 katte, vores store datter fik 2 katte, og de to små en hver.

Men vi endte også med at blive virkelig stolt af vores mindste datter, som dengang kun var 3 år.

Moren kunne ikke selv helt finde ud af det med killinger og den ene skulle have sutteflaske, så det blev meget hurtigt mere omfattende end først beregnet.

Men Isabella kiggede bare og satte sig ned til kattene og hjalp dem og syntes, det var hyggeligt at give killingen sutteflaske. Hun var super god og så stolt.

Killingen, hun gav flaske ende op med at blive hendes kat, fordi de to har et stærkt bånd sammen. Hvor Isabella er, der er den også og den er god, som dagen er lang.

 At kattene skal have mad, vand og godbider, det har hun fuldstændig styr på og det er meget sjældent, at man skal huske hende på det.

Oliver var knapt så heldig, da han desværre mistede sin kat, da den en dag løb ud og mødte nogen, der desværre ikke kunne lide katte, så den måtte vi begrave.

Det er så den hårde side af at have dyr, man skal sige farvel til dem en dag og det er hårdt at sige farvel til ens bedste ven.

Derfor satte vi os ned og talte igennem, om vi skulle have flere dyr, hvad passer ind i vores hverdag og børnenes hverdag.

Er man mest til et dyr i bur eller et man kan gå rundt med. Hvor meget tid har man og hvad vil man bruge af tid m.m.

Efter mange overvejelser blev det til en hund, fordi det er det, som passer bedst i vores hverdag.

Det kræver meget pasning i starten men med tiden, er det givet godt ud.

Hvis man på forhånd er enige, om hvad hunden må lærer, er det lettere fra start af, end at lærer hvalpen ting, som den ikke må, som voksen.

For både børnene og vi elsker at gå turer og være i naturen og der kan hunden være med.

Derfor hentede vi i weekenden, denne lille nusser hundehvalp.

Han er ikke til at stå for og børnene er vilde med ham.

Han er både nysgerrig, læresyg og rigtig glad.

Børnene er virkelig glade for ham og han bliver passet og forkælet, som han skal.

Som forældre, kan man ikke være andet end stolte over ens børn, når de går 100% ind i opgaven. Det kan godt være at det med tiden kan glibe for dem.

Så imens de er i skole, har moren fået den betroede opgave at passe på deres hund til, de kommer hjem, hvilket jeg gør med glæde.

Den første hund vi fik, fik vi faktisk pga. af vores store datters sygdom. Den blev trænet til at hjælpe hende, når hun var svimmel og hjælpe med at åbne døre m.m.

Det tager lang tids træning, men det var også den bedste hund, vi har haft og en stor hjælp i hverdagen.

Lige som der er rigtig mange andre, som har deres hunde m.m. pga. af et handikap eller sygdom og har meget stor glæde af dem.

Det er ikke alle, som kan have dyr der, hvor de bor eller alle der kan tåle dyr.

Men skal man anskaffe sig et dyr, så vælg et som passer til jeres familie ikke, hvad alle andre har.