hvorminsut

Det er aldrig let at starte sammenbragt familie med dine, mine og vores børn. Når man selv er skilsmissebarn og man selv har prøvet, hvor dårligt det kan gå. Så sidder det i hjertet på en, når man så selv skal skilles. Alle de ting som kørte rundt i hovedet på en, som barn.:

Er det min skyld, at mine forældre skal skilles?

Elsker de mig ikke mere?

Hvis jeg nu opfører mig pænt, lader de så være med at skændes?

Hvem er den onde og hvem er den gode, hvem skal jeg holde med?

Hvis man er så uheldig, som min søster og jeg, at blive skilt fra hinanden. Så er det ikke kun en forældre, man mangler men også ens bedste ven. Hvilket for mig var rigtig svært, jeg savnede min søster hver dag og gør det stadig den dag i dag. Prisen for skilsmissen var, at vi aldrig lærte at være søstre. Det sammenhold og fortrolighed vi havde, blev ødelagt i kampen mellem vores forældre. Alt dette kørte i hovedet på mig, da jeg skulle fortælle mine egne børn, at mor og far skulle skilles.

Jeg havde ingen perfekt regel eller rettesnor at gå efter, men jeg kunne prøve at gøre det så let, som muligt for mine børn. Det er heller ikke let, når man egentlig ikke ønsker at se sin mand i øjnene, fordi man føler denne har overskredet ens grænser, hvor det gør så inderligt ondt. Men jeg måtte sætte mig selv det mål, at jeg måtte sluge alle de kameler, som var nødvendig for, at mine børn havde det godt. Det vil sige, at jeg måtte pakke alle mine følelser ned og tage det som en arbejdsplads. Vi var nu kollegaer, i stedet for ægtefæller. Det var lige så svært for ham, som for mig, de eneste ofre der er, er børnene. De har ikke valgt situationen.

Vi satte os ned og blev enige om, at vores børn ikke skulle betale prisen for vores skilsmisse, de skulle stilles på samme måde, som hvis vi stadig var sammen. At vi var ærlige over for børnene og støttede dem, så godt vi kunne gennem dette. Og hvordan gør man så lige det for, der er ingen drejebog. Vi glemte fuldstændig at en dag, så havde vi begge fundet en anden og så skulle det hele fungere sammen. Det var jo ikke sikkert, at vores nye partnere, syntes vores, ideer var gode. Den langt hen ad vejen har det fungeret med en del bump på vejen. Men vores plan var:

At min eks. var velkommen i huset, når han savnede børnene eller at de kunne ringe til hinanden, når de havde lyst.

at vi lavede en plan for, at alle weekender og ferier blev delt ligeligt.

at jul, fødselsdage og konfirmationer blev holdt sammen.

at alle udgifter vedr. børnene blev delt ligeligt.

at vi gik i biografen, zoo eller noget andet sammen en gang imellem med børnene.

at var vi uenige om, noget tog vi det, når børnene ikke var til stede.

hvis min eks. var på arbejde i hans weekend, kom jeg og passede børnene til, han kom hjem og omvendt.

Da børnene skulle bo hos mig, så fik jeg forældremyndigheden, da det var lettest. Når der var et problem med børnene eller man skulle tage stilling til noget, så skulle vi tage det sammen. Men skulle børnene have lyst til at være halvt hos hver, når de blev store, så var det også en mulighed.

Så måtte vi lave bodelingen på en måde, hvor dette var muligt for os begge to.

Som alle planer er bedst, så fungerede det til et vis plan, for ingen er fejlfri. Vi glemte bare, at planer virker fint, så længe man kun er to om at blive enige, men det er langt svære, når man er tre eller fire, der skal være enige. Dertil skal så indregnes alle børnenes følelser og tilvænning til det nye liv. Hvis man så, som jeg finder en ny mand med børn, så er der også en eks der. Som man så også skal blive enig med og få det til at fungere sammen som helhed. Når min så også fandt en ny, som ikke havde børn. Så var vi ikke kun to, som skulle være enige, men 3 kvinder og 3 mænd. Hvilket gør at det bliver svært, for med alt respekt for mit eget køn, så er kvinder meget hurtige til at tage ejerskab og lave territorier. Når man er den anden kvinde, så bliver man meget hurtig fjenden, om man vil det eller ej. Hvor mændene har mange gange har en meget mere rolige tilgang til tingene, de er pludselig i klemme mellem kvinderne og få ikke et ben til jorden. Nu er der to kvinder han skal stå skoleret overfor, hvorfor han ikke lige gjorde eller sagde, som kvinden ønsker. Om man vil det eller ej, så har man dit, mit og vores fælles liv sammen, det er ikke kun vores, man skal alle ville give noget for at få noget. Det er børnene, det drejer sig om, ikke en selv.

Da min nuværende mand og jeg fandt sammen, så satte vi os ned og talte tingene igennem for på et eller andet plan, skulle vi have vores hverdag til at fungere. Hvordan får man en skilsmisse, som fungere til at fungere sammen med en skilsmisse, som ikke fungere, til at fungere sammen. Svaret er det kan man ikke, men man kan tage højde for de problemer, der kan komme i fremtiden og få det til at fungere.

Vi var begge enige om, at vores børn var det vigtigste i vores liv, vores kærlighed til hinanden kom som nummer to. Jeg måtte gå tiggergang til min eks. for at bytte weekender, så vi havde børnene på samme tid. Omvendt måtte min mand acceptere de aftaler, jeg havde lavet med min eks. Hvilket fungerede for os, da min mand ville ønske, at han havde de samme muligheder med hans søn. Samtidig var vi enige om, at vores børn kun havde en mor og en far. Der var ingen stedforældre eller halve eller hele søskende. Når vi var sammen var det vores børn, men som vores familie. Når der var problemer eller andet, talte vi om det, men beslutningerne blev taget mellem mor og far, så måtte den anden part acceptere dette uden indblanding.

Det fungerede for os, men jeg er ikke sikker på at modparterne forstod dette eller var enige, men vi havde ro i hverdagen. For der var problemer med at samarbejde både fra min mands eks og min eks. nye partner. Nok mest fordi man bliver fjenden, om man vil det eller ej. For jeg ønskede ikke min eks. tilbage eller blande sig i, hvordan han levede sit liv. Men at de aftaler, vi havde sammen, blev overholdt og lige meget, hvilket liv han valgte at leve med sin nye partner og omvendt. Men virkeligheden er ofte bare ikke sådan. Det var også svært for vores familier og venner, for mange ville have ønsket at man valgte side. Men det gjorde vi ikke, vi ønskede bare at de respekterede vores valg. Hvilket for nogle var svært.

For mig/os, så elsker jeg mine børn til verdens ende og tilbage igen. Om det er mine, vores eller hans børn det drejer sig om, så er kærligheden den sammen, der er ingen forskel. Jeg skal ikke være mor for hans barn og bliver det aldrig. Men det gør ingen forskel fra om jeg holder af barnet eller ej. Når vi taler sammen min mand og jeg, så er det vores børn m.m. Men der er en grænse, den ligger i at respektere, at det ikke er mig, der tager beslutninger/bestemmelser, om hans barn og omvendt. Derfor har min mands søn også kun oplevet at få skæld ud af mig to gange og at jeg har sat foden ned overfor hans eks. en gang. Fordi det overskred mine grænser så meget, at jeg var nødt til at sige fra. Jeg respektere, at det er hans eks. som har den anden rolle i hans barn/barnebarns liv og omvendt. Ingen af os prøver at tage den andens plads, det ved børnene også godt. Men når man står på den anden side, så ser de måske det ikke sådan, fordi man ofte forventer noget andet. Hvilket giver problemer en gang imellem, for det er ikke sikkert, at de sætter sig ned og tænker på at de også vil vise den samme respekt den anden vej. Men jeg ville aldrig bytte min mands søn væk for noget og han heller ikke mine. jo, der er blevet gjort forskel mellem dem, selvom det aldrig har været vores hensigt. Når man har et enebarn og to børn, så kan det ikke undgås, at den ene får mere end to de andre og man vil det eller ej. Sådan er det bare. Men der er aldrig blevet gjort forskel på de 5 børn tilsammen, det betyder jo så, at ene barnet må sætte standarden ned, men når man næsten er, voksen har det heldigvis ikke den store betydning.

Ej heller “hader” jeg, min mands eks. eller min eks. nye partner. Jeg har heller ikke noget ønske om at træde dem over tæerne, jeg vil faktisk meget heller sætte mig ned og hører, hvad de mener m.m. De er faktisk begge to søde og rare mennesker. Selv om jeg ikke altid er enig med min eks. nye partner og hun måske engang imellem går over mine grænser, (det gør jeg nok også den anden vej), så skal ret være ret. Hun har gjort meget for mine børn og taget sig af dem. Det for mig betyder mere end ord kan beskrive og giver hende en plads i mit hjerte. Hun har, som jeg valgt, at en mand med barn/børn og taget dem til sig. Hun har tilbud dem kærlighed og omsorg, som de kunne tage imod, hvis de havde lyst, ingen tvang. I min bog så har hun også fortjent den plads/del af mine børns liv, som hun har. Både min eks. og hun har taget godt imod de to små, som de også har en plads i deres liv, som en selvfølgelighed. Min mands søn har altid ønsket sig, at hans forældre havde det samme forhold til hinanden, som jeg havde med min eks. Men det er aldrig rigtig lykkes og det har gjort ondt at se, hvordan det har gjort ondt på ham engang imellem. Ligesom det gjorde på mig, som barn. Men man må bare erkende, at det er ikke altid, det lykkes, så fald ville verden være perfekt og det er den ikke.

Vi har været så heldige, at hans barn og mine børn har taget godt i mod hinanden. Det har været svært for dem alle især, når den ene part er enebarn. Men de faktisk fortjent meget stor ros for tage så godt i mod hinanden og mod deres nye søskende også til trods for at der er så stor aldersforskel mellem de tre store og de to små. Søskende imellem har de aldrig været uvenner eller fjender. De kan godt fortælle hinanden, at de mener, den anden gør noget forkert. Men for mine børns vedkommende, så ser de alle, som søskende og holder uendeligt meget af hinanden. Men verden udenfor er ikke altid delt op i, at dine, mine og vores børn er søskende, men halve og hele søskende. Hvilket udefra er normalt, men når man er 6 år og har tre søskende, så er det meget forvirrende at lave stamtræ i skolen og få afvide, at det er ikke dine søskende, men dine halvsøskende. Det knuste Olivers verden en tid, for han kunne forstå, hvordan hans søskende kunne blive halve, når de var hele for ham. Så var det lige pludseligt kun Isabella, som var hans søster, men han havde jo to søstre. Han spurgte, om jeg ikke kunne lade være med at være stedmor til hans storebror, fordi i eventyrene så er stedmoren ond og jeg var ikke ond. For ham var det naturligt, at de andre havde en anden mor eller far og de var velkomne i huset m.m. Men for ham var det svært, at omverden deler op i halve, hele eller stedsøskende/Forældre. Når man er vant til at huset hverdag er fyldt med søskende, fætter, kusine, kærester og venner, som en helt normal ikke skilt familie. Så giver det ingen mening for et barn, som ikke kender alle skræk historierne om skilsmisser, men kun de gode.

Selv da min mands søn fik et barn, så tog alle børnene godt imod ham. For dem alle er det deres nevø og han bliver behandlet derefter. Jeg er ikke og bliver ikke hans farmor og jeg skal ikke være det, han har kun en. Men jeg holder af ham og nyder ham, som var han mit eget. Der bliver ikke gjort forskel og det skal der heller ikke. Han har ikke selv valgt at blive født ind i en delt familie. Til Gengæld får han så mange gode oplevelser med de to små, som han normalt ikke ville gøre. De får leget sammen og har et venskab, de ikke ville, hvis de havde været ældre. Hans forældre kommer til at lave fejl, som vi selv har gjort. Han kommer til at lave ballade, som vores gør/ har gjort, ingen er perfekt og det forventer vi heller ikke. Det er der ingen er der og vi skal alle have lov til at lave vores fejl og lærer af dem.

Vores løsning er den, som har fungeret for os og vores børn. Der er mange andre måder og løsninger. Men vi kan sætte os ned og sige, at vi er stolte af vores sammenbragte familie og vores børn, de er vores største glæde i livet. Alt her i livet er muligt, hvis man tør, alders forskel, fordomme m.m. lagt tilside. Ingen skilsmisser er sjove, men man kan vælge at lægge stridsøksen og finde den gode vej frem. Der er ingen ret vej frem, men mange forkerte veje, man kan gå. Man skal vælge den vej, som passer til ens egen familie og ikke andres. Heller ikke efter hvad andre mener, den/ de eneste man skal leve op til er ens barn/børn. De har ikke valgt en skilsmisse. De elsker deres forældre lige meget og skal ikke tvinges til at vælge side. Alle børn har ret til en mor og far. Ingen forældre/ægtefæller/samlevere er fejlfri eller perfekte, det er heller ikke alle, som har det godt med rollen eller kan live op til den. Men med selverkendelse og respekt for hinanden, når man langt, i stedet for mudderkast. Børn er den største gave i livet og de har fortjent det bedste, man kan give dem.

Tak, fordi du læste med og jeg håber, at vi ses igen en anden gang.